Parkgames 2010 i Festugen var stor succes
Der gik streetidræt i Århus Festuge, da DGI Østjylland inviterede til Park Games med streetfodbold, -basket og –håndbold. Nogle hold var tilmeldt i forvejen, mens andre bare dukkede op for at deltage.
Tekst: Jane Nørgaard, DGI Kommunikation
Fotos: Karsten Pedersen, DGI Østjylland
Street forbindes ofte med amerikanske film og hård attitude. Mange vil mene, at det ligger langt fra den danske foreningskultur.
Men sådan var det ikke den eftermiddag i Århus, hvor solen bagte på en ellers kølig septemberdag.
Plænen foran Musikhuset var levende af børn med deres forældre, som var blevet lokket over for at prøve at skyde på mål ved en af de primitivt opstillede baner.
”Det kræver jo bare to mål og en bold – faktisk er ét mål nok”, siger Kim Stær.
Uorganiseret samling
Kim Stær er projektleder for Underground i Århus, et tiltag der støtter op om events for den uorganiserede idræt. En form for idræt, der lader til at tiltrække de unge.
Flere og flere kom til. Efterhånden som solen sænkede sig bag Musikhuset, blev der skruet op for hiphop-tonerne og de unge mennesker sjoskede ind for at deltage i street-turneringerne.
Motiverne for at være med var blandede:
”Jeg kommer bare for at hygge med vennerne”, siger én af deltagerne og tøver så lidt:
”Men selvfølgelig går jeg efter at vinde”.
På banen er alle lige
Et mix af forskellige mennesker kommer til som aftenen skrider frem:
”Der kommer spillere fra hele Århus: Nogle fra Gellerup, andre Herredsvang og samtidig folk fra universitetet, men på banen er alle lige”.
Kim Stær fremhæver de gode integrationsmuligheder i events som disse.
De unge har aftalt at mødes over facebook eller sms, hvor de også har tilmeldt sig turneringen, hvis de da ikke bare dukker op på dagen.
Skal de traditionelle foreninger holde på de unge mennesker, skal de provokeres til at tænke mere ”uorganiseret”, mener projektlederen.
Han oplever Park Games som en stor succes med mange deltagere. Det beviser, at et street-miljø trives godt i den ellers organiserede danske idrætskultur.
Fotogalleri fra PARKGAMES
Opdateret 30. august 2011